"Det er slut"

Som lovet kommer et indlæg jeg skrev for noget tid siden...

"Det er umuligt at beskrive. Man tror at man kan komme gennem alt, hvis man har dem ved sin side. Man tror at idioter, de onde eller de skræmmende vil forsvinde. Man tror at man har fundet dét, og at det vil vare for evigt. Jeg har altid haft dem, de har altid været der for mig. På skift, samtidig eller bare uafbrudt. De forstod mig. De holdte af mig. De var venner. Men tiderne ændrede sig. Jeg har selv valgt at flytte, selv valgt at flygte. Det er min egen skyld, og nu må jeg tage konsekvenserne af mine beslutninger. Nu må jeg leve resten af mit liv, med den viden om at jeg ødelagde det, at jeg tog det for givet. Nu må jeg leve med tanken om, at den slags venskab kun ender i sorg og smerte. Jeg troede altid jeg kunne regne med dem, i hvertfald hende. Men jeg kan godt se det, har kunnet se det længe - håbede bare det ville holde op, eller at det bare var noget jeg forestillede mig. Men det er blevet ved, det er ikke stoppet. Det er der nu. Og det æder mig indeni. Alt hvad vi har været igennem, alt vi har delt, alle de gange vi har grint, eller grædt. Alt det er limet fast i mit hovede. Men med de relativt gode minder, er der også de dårlige. Som for eksempel da jeg indså det var slut. Eller da hun sårede mig så dybt. Eller de gange jeg har været en idiot, en ond ufølsom idiot, og det er gået ud over dem. Med mig vil også være de tanker der har kørt rundt i mig de sidste par år, nemlig dét, at det ikke var det samme. Dét at jeg helst ville være alene, i stedet for at være med jer. Dét at I ikke var, eller er, de personer som jeg mødte, som jeg blev så tæt knyttet med, de personer som jeg savner og har brug for. De er væk. Forsvundet.
Alt dette er jeg vant til, at miste venner, at være offer, dét at prøve at være stærk og man så knækker. Men én ting troede jeg, vidste jeg... at hun altid, altid, altid ville være der, og elske mig. At jeg altid ville være der for hende, og elske hende. Men sådan er det ikke mere. I har ændret jer, det har jeg måske også - eller også har jeg ikke, og det er problemet. Men I har ikke indset det jeg har indset, I har ikke været så dybt ude som jeg. I har vidst noget var galt, men jeg kunne ikke fortælle det, for jeg vidste ikke hvad det var. I virker som om I er bange, som om I ikke tør åbne jer, snakke med mig. Og det gør ondt. Det gør ondt, for I er de eneste jeg nogensinde har stolet på 100%, i er de eneste jeg turde græde foran, de eneste jeg kunne være ærlig over for. De eneste jeg elskede. Men det er slut nu.
På en måde vil jeg give alt for at få det tilbage. Jeg vil give alt for at fortryde mine handlinger. Men alligevel ikke. For jeg har aldrig haft det så godt som nu, selvom jeg ikke har det godt, så er det bedre end før. Og jeg var nødt til at give noget op, for at få noget andet.Men jeg ved ikke om det var det værd... Jeg er i live, men hvad gør det godt for hvis jeg ikke har noget at leve for? Da jeg var med jer hver dag, regnede jeg da med at jeg ville leve 10 år mere. Men nu, nu tvivler jeg på om jeg overhovedet lever ligeså længe som min hund. For én ting er sikker: Det eneste jeg har tilbage er Oskar, og hvad skal jeg gøre når han er væk? Hvad skal jeg stå op for, smile for, bruge mine sanser for? Jeg ved det ikke.
Men jeg ved en ting; Det er slut. Forbi. Aldrig mere vil jeg nyde en dag med folk, aldrig mere vil jeg nyde en dag i skole, aldrig mere vil jeg faktisk have venner. Og jeg er ligeglad. Det er konsekvensen.

Farvel."

Jeg ved ikke hvorfor, men de få som har læst det har troet det var en form for selvmordserklæring, men det vil jeg lige understrege; det er det ikke!
Det er symbolsk.