Fly Dork

Jeg har brug for at skrive. Jeg har brug for, at lukke alt det lort jeg har indeni ud. Jeg har brug for, at skrive en fantastisk novelle, et tankevækkende indlæg, eller bare en genial sætning. Jeg ser mig omkring, og pludseligt kan alle skrive. Det er som om, jeg gik glip at den radioaktive stråle, der gav evnen til at skrive, som de sataner, der skriver til Det Elektriske Barometer. Jeg bliver faktisk indspireret af skriften "Courier New". Den giver mig lyst til at skrive, på en gammeldags skrivemaskine. Lyden, når man trykker på et bogstav, den lyd elsker jeg. Og dét, at man kun skriver med pegefingrene, åh, det er herligt. Så får man virkelig tiden til at gå, og hvert bogstav bliver nøje beskuet.
Jeg hoster. Hvis jeg ikke får noget væske ned gennem halsen konstant, hoster jeg. Den sidste mundfuld gammelt kildevand, er væk. Nu er her kun tomme flasker. Jeg kunne godt bruge en kop te. En stor, fed kop pære-te. Åh, jeg har brug for at komme op i sommerhuset. Bare ligge i min store seng, med to dyner og fire puder. Ligge og læse, bare æde side efter side, bog efter bog. Drikke te, spise små chokoladekiks, lytte til musik, lave puslespil og se Hayao Miyazaki-film. Bare glemme alt, og alle. Gå rundt i sweatpants og tre trøjer, bare ligne lort, men jeg er ligeglad. For her, er jeg fri. Gå en tur ned på stranden, bare ned og sidde, stirre på det døde hav, læse i sandet, finde mærkværdige sten... Bare nyde friheden, og den friske havluft.
Men jeg skal til røntgen i dag. Møde på skolen i morgen. Være sammen med Emma onsdag. Starte i skole torsdag. Til Odense fredag. Men jeg vil gerne væk. Jeg ville flyve, hvis jeg var en fugl. Flyve til Langtborthistan. Sezuan. Eller måske bare flyve til Ebeltoft. Det er dét jeg har brug for. En pause fra verden. Bare forsvinde ind i bøgernes verden, i min anden verden, i den verden som kun jeg har adgang til.

Jeg tror jeg burde gå op i seng igen. Klokken er efterhånden tre minutter over to, og jeg gik i seng klokken ti, tror jeg. Det er da virkelig også irrelevant. Jeg håber jeg kan sove. Jeg håber, at når jeg vågner, har alt været en drøm. At jeg dog tør sige det. Lad det ikke være en drøm, selvom jeg lige nu håber, så inderligt, at det er. Hvorfor ønsker jeg, at komme tilbage til det liv? Aldrig har jeg haft det så godt, og så har jeg nerverne til at ønske det væk. Hvad fanden bilder jeg mig ind? Jeg har bedt til det her så længe, og nu, i nat, ønsker jeg at det er løgn. Livet ville være så meget mere overskueligt, hvis jeg ikke var her. Ja, så simpelt er det. Og ja, det er første gang i en måned jeg ønsker det. Forhåbentligt forsvinder det med nattesøvnen.

Suk.