04.01.10

"Jeg var midt i livet, og jeg kredsede ikke om andet end døden."

"Døden er ikke det modsatte af livet, men en del af det."

"Jeg smider alt fra fortiden væk, så jeg kan blive genfødt."

"Jeg er færdig som menneske. Det, du ser for dine øjne, er kun et sløret minde om den, jeg var engang. Noget af det mest værdifulde inde i mig er dødt, og jeg lever udelukkende videre i mindet om det, der var engang."

"Breve er ikke andet end papir," sagde jeg. "Selvom du brænder dem, vil det, de har efterladt i dit hjerte, bestå. Og selvom du gemmer dem, vil det, der er gået tabt, være tabt for evigt."


Jeg er lige blevet færdig med Haruki Murakami's fantastiske bog "Norwegian Wood". Sætningerne er taget fra bogen, de sidste fra dét jeg lige har læst. Murakami's bøger er ubeskrivelige. Jeg kan virkelig ikke forklare hvad de betyder for mig. Men jeg ved, at jeg til tider bliver lykkelig, ked af det, skuffet eller oprevet af disse bøger, og jeg elsker det. Det er kraftedme vidunderligt at kunne læse hvad man selv føler og tænker på, den måde som man selv så fandens gerne vil ud med, men ikke kan sætte ord på. Her er det skrevet så smukt, alt hvad der står betyder noget, og intet er... irrelevant.
Hvilken bog der er min "yndlings" kan jeg ikke sige. Da jeg havde læst "Sputnik, min elskede" var det min klare favorit. Da jeg havde læst "Kafka på stranden" var jeg i et dilemma, for de to bøger er så forskellige - og dog så ens - at det slet ikke er muligt at sige "dén foretrækker jeg". Og nu, hvor jeg har læst "Norwegian Wood" er min tvivl kun forstærket. De tre bøger er så forskellige, så vidunderlige, så... satans guddommelige. Ja.

Det eneste jeg kan sige er, at i morgen køber jeg en ny Murakami bog, på engelsk, så må vi se hvordan det ender.