4 - Jeg husker...

Det følgene er min eksamensopgave fra 9. klasse. Jeg valgte mulighed nummer fire; "Jeg husker..." og skrev om min fantastiske kusine. Jeg fik 4 for stilen.



Tyl på Østerbro

Lea & Leah, havde hun skrevet med hårspray, på et smadret busskur. Det var sen aften, måske nat, på Østerbro. To hyperaktive, eventuelt mentalt forstyrrede piger, hoppede rundt i tylskørter, med stort hår og ingen sko. Sådan husker jeg det i hvert fald.
Tyl. Det minder mig om hende. Det er der nu så meget der gør, men det er som om, der står et gigantisk neonskilt, og blinker hendes navn, hvis blot jeg tænker på det. Altså tyl.

Vi sad på hendes værelse, det var vist natten til fredag. Solen var endnu ikke stået op, og vi var endnu ikke gået i seng. Pludseligt så vi de to store, ækle væsner. De var på sengen, hånede os næsten. »Ha, nu kan I ikke sove«. Hvad skulle vi gøre?
Jeg tror vi gik med hinanden i hænderne. Der var stille. Freden fyldte Østerbro. Vi traskede ned til Søerne, imens solen stille stod op. Jeg husker genskæret i vandet, og den følelse der kom, da vi så en bil. Det var utroligt smukt. Jeg ville ønske, jeg kunne putte det øjeblik – det syn, lydene og duftene, og ikke mindst den fascinerende, måske endda lykkelige følelse – i en lille æske. Så kunne jeg tage det med mig, øjeblikket, og genleve det når jeg havde brug for det.
Jeg har stadig ingen idé om, hvilken vej vi gik. Men jeg ved, at det først var da vi nåede til Trianglen, at vi fandt ud af, hvor langt vi havde gået.
Da vi kom tilbage til Jens Juels Gade, var solen på sin plads, og det var edderkopperne desværre også. Så vi tog vores dyner, og sov på badeværelsesgulvet. Onkel Niels fik ikke et bad den morgen.

På hendes tretten års fødselsdag, husker jeg flippere. Masser af de herlige skumbananer, med det hvide pulver. De havde købt alle kiosken havde. Jeg kan huske, at hun sad dér, med grønne kaninører fra Liseberg, med hvidt flipper-pulver i ansigtet.
Om aftenen tog vi på Statens, som de kaldte det. Trappen udenfor Statens Museum for Kunst. Der var mange unge københavnere. Jeg kendte et par stykker. De fleste var ret fulde. De var små. Det husker jeg dem som. Vi havde byttet trøjer. Hun gik med min Guns n’ Roses, jeg gik med hendes lilla Wood Wood. Gud, hvor jeg elskede den trøje.
Jeg kan huske, at jeg dansede med en, jeg aldrig havde mødt før. Det vil sige, hoppede rundt på stenene. Da alle gik, tog jeg hende i hånden. Hun var fuld, og jeg ville ikke have, hun skulle komme til skade, eller blive væk. Hun er som en søster for mig. En del af mig.
Imens jeg gik med hende, så vi en gut, med den fedeste frisure. Han hed Atle, og selv den dag i dag, fascinerer hans hår mig. Men jeg har aldrig set ham siden.

I KB-Hallen skreg vi. Vi stod blandt de mange såkaldte ”emoer”. Måske var det egentligt os. I slutningen gik vi ud i forhallen. Hun skulle tisse, og i al forvirringen gik hun ind på herretoilettet.
Jeg kan huske, at vi så ham med hatten. Jonas. Vi listede rundt bag ham og hans far, men jeg måtte ikke sige hej. Det turde hun ikke.

Vi spiste på en restaurant i Tivoli, og af en eller anden mærkværdig grund, husker jeg croutonerne ved salatbuffeten. Vi løb hen til pladsen, for at se dem spille. Mew. Ét af de bands, der har holdt os sammen. Det var fantastisk. Vi diskuterede, om det var monsterfedt at være én af de unger, som stod på scenen, eller ej. »Men de så jo ikke koncerten«. Det er selvfølgelig rigtigt nok. Men de sang med Mew.

Mine minder om Østerbro er uendelige. De starter fra da vi var små, og fortsætter næsten hver gang jeg ser hende. De indeholder musik, film, mennesker, teater… alt. Jeg elsker det. Og jeg elsker hende.

Østerbro. Et fandens dejligt sted.